Projektet er en tidsbegrænset udstilling af FRUGTKURVE, der vil finde sted på Frilandsmuseet i Maribo i perioden 23.juli til 22. september 2014.
Målet med udstillingen er at skabe bevidsthed om vores historie og områdets særegne kultur ved at give bevågenhed til historien om frugtavl, der gennem generationer har givet området ære og stolthed, og samtidig vise eksperimenterende produkter i et højt kvalitetsniveau, der kan være med til at placere Lolland på det kulturelle landkort.
Baggrunden er at gode råvarer har været kendetegnende for Lolland og de omkringliggende øer gennem århundreder. Sydhavsøerne har med sin fede muld og sit milde, kystnære klima givet de rette betingelser for dyrkning af frugt, og har gennem generationer markeret sig som leverandør af kvalitativ frugt.
Landsdelen, der i sidste århundrede var præget af mange små producenter af velsmagende frugt, er nu ændret således at frugtavlen blevet en industri, der kæmper hårdt med masseimport fra den anden side af kloden. En tempofyldt hverdag, der i flere årtier ikke har levnet os den rette opmærksomhed på lokale råvarer, har fået flere producenter til at omlægge driften. Dog har opmærksomhedsbølgen på identitet og entusiasme for lokale råvarer hjulpet til igen at placere Sydhavsøerne på landkortet for de kvalitetsbevidste frugtspisere. Lolland har potentialet som et af Danmarks bedste spisekamre! Det er et faktum, der giver området stolthed.
Indholdet er en udstilling af FRUGTKURVE, der tager afsæt i det gamle flettehåndværk, her præsenteret som nutidigt kunsthåndværk. Kurvene vil således bidrage til dialog mellem fortid og nutid. Produkterne fremstilles af ti anerkendte internationale flettekunstnere, der hver vil give deres bidrag til fortolkning af temaet ”FRUGTKURVE” -bredt repræsenteret både teknisk og geografisk, og således sætter den internationale deltagelse også Lolland på verdenskortet.
Kurvene vil præsentere det gedigne håndværk, det eksperimenterende håndelag, det innovative udtryk.