ungespillernyt

Klassisk Musik i Sydsjællands nordlige lokalområde.

I årevis har Suså Festival taget sit ansvar som en af landets væsentligste formidlere af den allernyeste musik alvorligt – dels i form af koncerter på højeste niveau med ind- og udenlandske ensembler, dels ved at lade nutidens komponister møde kommende generationer af musikere på de musikalske grundkurser, MGK, og på de øvrige uddannelsesinstitutioner i området.

I 2014 tager vi skridtet videre, idet komponisterne ikke bare skal tale med de unge musikere – de skal ligefrem samarbejde med dem og skrive musik til dem!
Hugi Guðmundsson, Anders Brødsgaard, Christos Farmakis, Jexper Holmen og Li-Ying Wu komponerer nye værker til MGK-elever fra henholdsvis Køge, Guldborgsund, Slagelse, Helsingør og Odense. Hvert værk bliver helt unikt forstået på den måde, at det skrives til eleverne på det pågældende uddannelsessted, og altså dermed skal tilpasses den konkrete instrumentsammensætning. Det kan vække en del hovedbrud pludselig at skulle skrive et værk, som for eksempel skal kunne spilles af 4 pianister, 2 violinister, 1 guitarist, 2 slagtøjsspillere, 3 sangere, 1 trompetist og 2 oboister, men efterhånden som de 5 komponister er gået i gang med opgaven, fornemmer man også en vis begejstring over at blive sat i en situation, hvor der skal tænkes kreativt på en måde, som man ikke er vant til.

Musikskolerne er med stor interesse og entusiasme gået med i projektet, og MGK-eleverne ser meget frem til januar måned, hvor de færdige værker skal være leveret til indstudering.

I løbet af efteråret 2013 har de 5 komponister allerede været forbi de respektive skoler for at møde eleverne og høre dem spille; en vigtig forudsætning for at kunne skrive musik, der vil kunne fungere for unge mennesker, der ganske vist er talentfulde, men dog endnu ikke professionelle. Til foråret, når indstuderingsarbejdet er godt i gang, kommer komponisterne igen på besøg for at lytte og give gode råd. Dermed er der en rød tråd i samarbejdet: musikerne præsenteres for de mennesker, der skriver vor tids musik, samarbejder med dem, og til sidst – i august 2014 – skal de spille ”deres” værker på Suså Festival under professionelle vilkår og med samme opmærksomhed som enhver anden af de topmusikere, der ellers er på programmet. Og de får oven i købet lov til at spille værkerne 2 gange!

Det bliver helt sikkert en oplevelse, de unge tager med sig, hvad enten de ender med selv at blive professionelle musikere, flittige koncertgængere, eller blot dannede mennesker, der er nysgerrige på den verden, de lever i. Koncerten tilbydes områdets øvrige musikskoler på særdeles favorable vilkår.

Tid og Sted                                                                                                                                                                                                                                                                Søndag d. 31. august kl. 11.00 på Grønnegades Kaserne KULTURCENTER Næstved.

De 5 ensembler spiller deres værker, derefter er der live-interview på scenen med de 5 komponister under ledelse af Trine Boje Mortensen.                                           Til sidst spilles de 5 værker igen – i omvendt rækkefølge!